CPH FIT MOM

Vi har alle både mødre og fædre stået i situationen og tænkt ”er jeg tilstrækkelig som forældre?”

Hvad er det enlig der får os til at tænke på om vi er tilstrækkelige for vores børn, det har jeg tænkt meget på, de sidste par måneder. Der er ting i mit liv som gør, at være den rigtige forældre betyder så sindssyg meget for mig, at det ofte kan fylde langt mere end det enlig burde.

Det hårdeste jeg har prøvet i mit liv, er at være enlig-forældre. At skulle takle alle situationer på egen hånd at skulle varetage alle tænkelige opgaver med dit barn, at skulle planlægge alt ned til mindste detalje alene, det er hårdt. Jeg har i løbet af sommeren holdt 4 ugers ferie med min søn, hvilket har været fantastisk. Jeg ville dog lyve hvis jeg ikke sagde jeg glædede mig til han skulle tilbage i børnehave.

At være enlig-forældre er jeg jo ikke alene om, der findes masser af enlige forældre der ude, nogle har 7-7 ordning andre 5-9 og nogle har bare valgt at få et barn alene, og hatten af for dem!!

Jeg bliver ”aflastet” lidt, ca. 52 timer hver anden uge hvor sønnike er hos sin far. Jeg ville også her lyve hvis jeg sagde at jeg ikke ønskede at han skulle være mere der. Fordi i min optik bør et barn være ligeligt fordelt hos både mor og far. Men så længe dette ikke er en mulighed, så står jeg med alt! Og det er her min tvivl kommer og spiller mig et puds.

Fordi hvis der ikke lige er en at spørge til råds i øjeblikket, og ikke er en til at tage over når det bliver svært, så er det der man ofte kan føle man ikke kan bunde som forældre. Ja min søn ser måske lidt mere iPad end andre børn, og spiser måske en pizza mere i løbet af måneden, men gør det mig til en dårligere mor? Det er ofte at jeg tænker for filan(fanden) da, nu spørger han om vi skal gå ned i gården og spille fodbold, og jeg har tusind ting i hjemmet der skal fixes, og at jeg er nødt til at sige lidt mere nej til alt det sjove fordi tingene ikke ordner sig selv. Er jeg en dårligere mor af den grund? Eller når man søn græder inderligt fordi jeg havde sagt det var far der hentede ham, men så var det mig, gør det mig til en dårlig mor?

Disse ting gør mig ikke til en dårlig mor! Mange af mine bekymringerne kommer sig faktisk af at jeg enten skal gøre op for en far der ikke er så meget på, eller når man skal leve op til alle andres forventninger af hvordan man er en god mor. Og hvem ved enlig hvad en god forælder er, der er mange måder hvorpå man kan være en god forælder.

Men ja for fanden er jeg god nok! Jeg gør alt det jeg kan og mere til, min søn opføre sig pænt, han taler pænt, han behandler andre pænt, han høre efter (80% af tiden ca. på en god dag) og han er glad for smiler og griner hver evig eneste dag. Så jeg er faktisk ikke i tvivl om jeg gør et godt stykke arbejde.

Men om tvivlen nogensinde forsvinder, det tror jeg ikke.

Hvad gør man enlig når man efter 5års forhold mere eller mindre bliver enige om at gå hvert til sit? Hvordan skal tiden med vores barn fordeles, hvordan mon kommunikationen er, og hvad gør man når det hele ikke lige går efter planen?

Okay, hvad gør man så når man er gået fra hinanden, men det ikke lige går efter planen.

Ja vi er mange der nok ved at boliger ikke lige hænger på træerne i København. Da min søns far og jeg gik fra hinanden boede han faktisk hos os i 3 måneder inden at han flyttede i en midlertidig bolig. Den bolig er bare ikke helt så holdbar som man kunne ønske sig. Så hvad gør man når det ikke lige spiller på boligfronten og det gør det hele lidt mere besværligt. Ja man venter med tålmodighed på at der lige falder den rigtige bolig ned fra himmelen.

Jeg har en andel på Østerbro som jeg har haft i 8år, så det var klart at det var ham der skulle flytte. Vi vidste dog ikke at det nu her et halvt år efter ikke lige var lykkedes at finde en ordentlig bolig. Det skal jo være både til at betale, og så helst ikke langt væk fra os. Selvom man ikke kan tillade sig at være kræsen, så er der dog nogle krav. Det helst skal være cykel afstand fra hvor jeg bor, og at den ikke skal være for dyr at sidde i, sådan fremad rettet.

Samtidig med at det hele skal kører så sidder man også men tankerne på, hvor meget kan man tillade sig at blande sig i hans liv og valg af bolig? Jeg tænker ofte over om jeg blander mig for meget, og siger ”gør det nu bare” uden at tænke over om han syntes det er pisse irriterende at jeg blander mig og lyder lidt som om jeg er hans mor. Men lad os bare være ærlige, så har jeg også brug for at kunne have mit hjem for mig selv i de weekender hvor han har vores søn. Sådan som konstellationen er lige nu så er han her i weekenderne hvor han har vores søn, og det gør jo at jeg enten skal sove et andet sted eller være her sammen med dem. Og selvom jeg elsker min søn over alt på jorden, så har jeg også brug for fred og ro ind i mellem, så det ville være rart hvis der ikke var en far og en søn i huset hver anden weekend.

Så selvom kommunikationen spiller, og vi er gode venner, så kan det hele virkelig godt være svært alligevel. Jeg er virkelig glad for at vi har klaret os, efter min egen mening så godt i det her kaos som det jo engang er. Det var slet ikke det jeg troede, den gang jeg havde tankerne om hvad nu hvis vi gik fra hinanden. Det skal lige siges at der både er blevet råbt, banket i bordet og grædt undervejs men det er altså lidt sejt at vi alligevel formår at være så gode venner som vi er i dag.  

Hvordan kommunikerer man når man går fra hinanden? Hvordan er det lige at man skal tale til, og om hinanden?

Vi er ikke længere kærester, vi siger ikke længere skat, vi siger hinandens navne. Det er virkelig underligt at han står der og taler til mig, og kalder mig ved navn, det har han enlig aldrig gjort. Det er virkelig noget man skal vænne sig til. Og her efter 6 måneder har jeg stadig ikke vænnet mig til det.

Det med at skulle fortælle andre om ens eks/faren til mit barn er enormt svær. Fordi han er jo min ekskæreste, men der er så mange der bliver skræmt af ordet ekskæreste, og på en måde er det jo også et ord, der siger noget om noget, der har været, noget der er gået i stykker. Derfor bruger jeg oftest ”min søns far” når jeg omtaler ham til folk der ikke kender ham, og det kan ind imellem være svært for folk at forstå, ”jamen hvorfor kalder du ham ikke bare din eks når han nu er det?” og de har jo ret, men i min verden skal man se frem, og ikke tilbage.

At sige min ekskæreste, det er at se tilbage. ”min søns far” det er nutidigt og fremtiden, fordi hvad end der kommer til at ske videre frem så er og vil han altid være min søns far! Det er der ikke nogen der kan komme og ændre på. Måske kommer der (forhåbentlig) en ny mand ind i billedet hos mig, men han vil aldrig blive min søns far, man har en rigtig far, og det er ham der har elsket en fra man var helt lille.

Når kommunikationen er svær og man ikke kan blive enige om hvem, hvad og hvornår. Så kan det til tider være svært ikke at skælde hinanden ud og sige grimme ting. De skænderier er der altid, dem kan man ikke komme udenom, selvom man prøver, så skal de være der! Jeg er sikker på at med vores ret så velfungerende kommunikation, så er det alligevel ikke umuligt at blive uvenner omkring nogle ting. For os har det mest være penge og tid der er blevet diskuteret. Nogle gange kan det være pisse svært at finde hoved og hale i hvordan man skal gebærde sig, og hvad man ikke skal gøre eller sige for at situationen optrappes.

Jeg har lært meget af det her, jeg har lært at man må vælge sine kampe. Man kan umuligt kæmpe alle kampene, fordi så er det der bærret flyder over og det går hen og bliver for surt. For mig er det pisse vigtigt at vi taler godt sammen, og at vi kan ses, så vores søn ser at mor og far er gode venner, de er bare ikke kærester længere og bor nu hver deres sted.