Hvad gør man når forholdet brister? Del 2

Hvad gør man når forholdet brister? Del 2

Hvordan kommunikerer man når man går fra hinanden? Hvordan er det lige at man skal tale til, og om hinanden?

Vi er ikke længere kærester, vi siger ikke længere skat, vi siger hinandens navne. Det er virkelig underligt at han står der og taler til mig, og kalder mig ved navn, det har han enlig aldrig gjort. Det er virkelig noget man skal vænne sig til. Og her efter 6 måneder har jeg stadig ikke vænnet mig til det.

Det med at skulle fortælle andre om ens eks/faren til mit barn er enormt svær. Fordi han er jo min ekskæreste, men der er så mange der bliver skræmt af ordet ekskæreste, og på en måde er det jo også et ord, der siger noget om noget, der har været, noget der er gået i stykker. Derfor bruger jeg oftest ”min søns far” når jeg omtaler ham til folk der ikke kender ham, og det kan ind imellem være svært for folk at forstå, ”jamen hvorfor kalder du ham ikke bare din eks når han nu er det?” og de har jo ret, men i min verden skal man se frem, og ikke tilbage.

At sige min ekskæreste, det er at se tilbage. ”min søns far” det er nutidigt og fremtiden, fordi hvad end der kommer til at ske videre frem så er og vil han altid være min søns far! Det er der ikke nogen der kan komme og ændre på. Måske kommer der (forhåbentlig) en ny mand ind i billedet hos mig, men han vil aldrig blive min søns far, man har en rigtig far, og det er ham der har elsket en fra man var helt lille.

Når kommunikationen er svær og man ikke kan blive enige om hvem, hvad og hvornår. Så kan det til tider være svært ikke at skælde hinanden ud og sige grimme ting. De skænderier er der altid, dem kan man ikke komme udenom, selvom man prøver, så skal de være der! Jeg er sikker på at med vores ret så velfungerende kommunikation, så er det alligevel ikke umuligt at blive uvenner omkring nogle ting. For os har det mest være penge og tid der er blevet diskuteret. Nogle gange kan det være pisse svært at finde hoved og hale i hvordan man skal gebærde sig, og hvad man ikke skal gøre eller sige for at situationen optrappes.

Jeg har lært meget af det her, jeg har lært at man må vælge sine kampe. Man kan umuligt kæmpe alle kampene, fordi så er det der bærret flyder over og det går hen og bliver for surt. For mig er det pisse vigtigt at vi taler godt sammen, og at vi kan ses, så vores søn ser at mor og far er gode venner, de er bare ikke kærester længere og bor nu hver deres sted.

Hvad gør man når forholdet brister?

Hvad gør man når forholdet brister?

Hvad gør man enlig når man efter 5-års forhold mere eller mindre bliver enige om at gå hvert til sit? Hvordan skal tiden med vores barn fordeles, hvordan er kommunikationen, og hvad gør man når det hele ikke lige går efter planen?

Det er nogle af de spørgsmål jeg stillede mig selv i en periode op til bruddet, fordi det var de praktiske tanker der satte ind når hjernen og hjertet for en gangs skyld valgte at tale samme sprog.

Jeg vil i 3 blogs fortælle om de tanker jeg gik med, og hvordan vi som forældre valgte at klare den opgave, det er at gå fra hinanden uden at skabe store konflikter.

Skilsmisse det lyder så farligt og brutalt, ifølge Danmarks Statistik var der i 2017, 15.169 par der blev skilt. Dette er et helt vildt tal, og dette er bare registreret skilsmisser, og der tæller alle de ikke gifte forhold ikke med. Men hvorfor er der så mange der bliver skilt/går fra hinanden? Det er et spørgsmål vi nok aldrig får svaret på, og det gør som ment heller ikke så meget, fordi hver historie er forskellig. Men det der gælder for næsten dem alle, er at to der før elskede hinanden, ikke elsker hinanden længere.

Der er mange måder at elske på, man kan elske en kæreste/mand, man kan elske sit barn, man kan elske venner og familie. At elske har derfor mange skikkelser, og derfor kan man godt nogle gange glemme hvordan man elsker hinanden. Det er i hvert fald ofte den man hører især i børnefamilierne, hvor der desværre gik hverdag i den, og forholdt forliste i bleskift, fritidsaktiviteter, madlavning og tøjvask.

I mit eget tilfælde, så gik der desværre også hverdag i den, og de håb og drømme man havde om fremtiden de strandende inden de nåede over bunken af vasketøj, rengøring og alle hverdagens gøremål. Hvis jeg tænker efter, så tror jeg faktisk at min måde at elske min søns far på til sidst var som en ven. Vi havde det fint sammen. Vi skændes aldrig og havde enlig ikke de store op- og nedture, men vi var bare blevet venner i min verden, og det var ikke længere sådan jeg ønskede at leve mit liv. Selvom jeg jo enlig holdte meget af ham, og stadig gør det den dag i dag, så elskede jeg ham bare ikke mere fordi han var min kæreste, men fordi han var min søns far og min rigtig gode ven.

At komme til den erkendelse og tage det skidt at nu ville jeg simpelhent ikke mere, det var meget hårdt, og det var virkelig det hårdeste valg jeg nogensinde har taget i mit liv. Jeg skulle ikke bare tage en beslutning for mig selv, jeg skulle også tage den for ham og for vores søn. Jeg skulle lade vores søn vokse op som ”skilsmissebarn”. Jeg kommer selv fra en familie hvor begge forældre stadig er sammen, så det var lidt et tabu for mig, og det var ikke noget som jeg havde lyst til at dele med mine forældre til at starte med.

Jeg fortalte det først til mine forældre, 3 måneder efter vi havde besluttet at gå hvert til sit. Mine forældre tog det meget pænt. De har altid støttet mig, så det var jeg ikke i tvivl om, men jeg var så bange for hvad de ville tænke om mig når jeg havde truffet den beslutning. Vi valgt også først at fortælle vores søn det da hans far flyttede. Der var der gået ca. 3 måneder hvor vi havde sovet hvert for sig, og det havde han lagt mærke til, men ikke spurgt yderligere ind til det. Han var 4år, og havde derfor ikke det store kendskab til hvad ordet ”kærester” betyder, og det var også derfor svært for os at forberede ham på hvad der ville ske.

Da dagen kom, hvor hans far flyttede, var vores søn hos mine forældre. Det var pisse hårdt at se hans far ked af det, han var pisse bange for at vores søn skulle glemme ham, når nu det var ham der flyttede. Men for mig har det hele vejen igennem været meget vigtigt, at min søn og hans far har det bedste forhold til hinanden. Derfor er min dør altid åben, og han er velkommen så ofte han vil. Grundet hans arbejde er det ikke muligt for ham at have vores søn i hverdagen. Derfor er det mig der står med det fulde ansvar i hverdagen, og så kommer han en dag om ugen, og så hver anden weekend.

Jeg vidste at da jeg tog valgt om at vi skulle gå hvert til sit, så ville jeg skulle give afkald på stort set alt min fritid. Det er pisse hårdt at have et barn stort set hele tiden, men jeg beklager mig ikke. Jeg vidste hvad der fulgte med valgt som jeg tog, og derfor er der ingen beklagelser herfra. De ”friweekender” jeg har, de bliver brugt på at arbejde, så fritiden er knap. Den fritid jeg har, den skyldes mine helt fantastiske forældre der glædeligt har sønnike ind imellem så jeg kan pleje mig selv lidt. Det er jeg dem evigt taknemmelig for.

24 timer i døgnet

24 timer i døgnet

Jeg er nok ikke den eneste der ind i mellem godt kan syntes at, 24 timer i døgnet ikke helt er nok.

Med fuldtids studie, deltidsjob, næsten fuldtids mor, hund og et Triathlon til maj, så kan jeg godt efterlyse lidt flere timer i døgnet. Men flere timer i  døgnet får vi jo nok ikke så hvordan er det lige man gør, når det hele skal gå op i en højere enhed?

Jeg er desværre ikke tryllekunstner, men jeg har enkelte metoder som jeg helt klart benytter mig af i hverdagen, for at få et overblik over det kaos der enlig godt kan være. ( Ind i mellem kalder jeg mig selv for logistik medarbejder i eget liv) 

Kalender:  Ja man skal altså ikke undervurdere en god gammeldags kalender! Jeg har en, og den bruger jeg til at skrive alt det jeg skal ind i, på den måde glemmer jeg ikke noget. Jeg kigger også i den hver dag. Vi kender alle det med at købe en kalender, bruge den i en uge, og så glemme alt om den! Men det er her man skal holde ved lidt længere, så bliver det en del ag hverdagen. Jeg har også en såkaldt “familie” kalender i køkkenet som jeg også skriver de vigtigste ting på.

Søvn: Vi skal ikke undervurdere at søvn er mega vigtigt for kroppen og for hjernen. Ikke at jeg ved hvad der enlig sker oppe i hjernen, ( jeg er ikke ekspert) men jeg ved at kroppen restituere om natten når du sover, og det er vigtigt! Med nok søvn kan vi også være de bedste forældre for vores børn, fordi der er større overskud til små og store kampe, kærlighed, og hygge.

Hold fri: Ja denne disciplin er jeg langt fra verdensmester i! Men det er klart en af de ting jeg burde gøre mere. Lad bedsteforældrene tage børnene, eller få dem passet hos venner eller anden familie. Når der er stille i huset kan man lettere komme ned i gear og gøre det man bedst kan lide når man skal slappe af. Hvad enten det er på sofaen, med støvsugeren, i løbeskoene eller noget helt fjerede, så er det super vigtigt at lave noget andre ind i mellem.

Struktur: Hvis man er gode venner med kalenderen så er man allerede ret struktureret! Klap dig selv på skulderen. Men der er mange måder at være struktureret på. For mig kan det betyde at pakke rygsække (udflytter rygsæk til sønnike, og skoletaske til mig) om aftenen, og sørge for at jeg har ordnet min madpakke til et par dage frem, så jeg ikke stresser om morgenen. Det kan også betyde at jeg ser på ugen og planlægger hvornår passer det bedst at få vasket tøj, gjort rent osv.

Yoga: Ja jeg elsker at lave yoga hjemme på stuegulvet. Jeg startede med en App der hedder Asana Rebel, super god App hvis man er nybegynder. Den er også god når man er øvet. Yoga giver mig styrke og ro på samme tid, og jeg kan nøjes med at lave 15 minutter om aftenen hvis jeg ønsker det. Jeg kan passe det ind i min travle hverdag. Jeg bruger ikke så ofte videoer eller App mere, jeg har lært en masse af de videoer jeg har set, og kan derfor selv stykke det program sammen jeg har brug for iht. min træning til min Triathlon.

Dette er altså bare nogle af de få ting jeg gør i hverdagen for at få mere overskud og overblik. Hvis du har nogle virkelig gode metoder så skriv en kommentar, jeg elsker at høre hvad andre gør, det er altid godt at optimere sine processor undervejs.

Jeg er ikke supermor!

Jeg er ikke supermor!

Jeg er langt fra en super mor, og det vil jeg heller ikke være. 

Jeg ønsker ikke at være en supermor, fordi det betyder jeg ikke kan begå fejl, og det gør vi alle. Jeg vil komme til at skrive bloks om lidt forskellige hverdags ting, men også om nogle af de hårdeste ting jeg har gjort i mit liv, blandt andet vil jeg komme til at fortælle om mit møde med at skulle være mor i en alder af 23 årig. Jeg vil også skrive om de svære valg her i livet hvor nogle måske til tænke at man har givet op for let, og hvor andre vil mene man har kæmpet til det sidste.

Holdningerne er mange, og der er mange øjeblikke hvor andres synspunkter kan slå os ud af kurs, det er derfor vigtigt at være bundet til jorden, og vide hvor man vil stå i livet og vide hvad man vil. Det er en lang rejse, som jeg vil forsøge at indvige jer i med mine bloks. Jeg håber i vil læse med undervejs og kommentere alt det i lyster, der findes ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar.