Hvad gør man når forholdet brister? del 3

Hvad gør man når forholdet brister? del 3

Hvad gør man enlig når man efter 5års forhold mere eller mindre bliver enige om at gå hvert til sit? Hvordan skal tiden med vores barn fordeles, hvordan mon kommunikationen er, og hvad gør man når det hele ikke lige går efter planen?

Okay, hvad gør man så når man er gået fra hinanden, men det ikke lige går efter planen.

Ja vi er mange der nok ved at boliger ikke lige hænger på træerne i København. Da min søns far og jeg gik fra hinanden boede han faktisk hos os i 3 måneder inden at han flyttede i en midlertidig bolig. Den bolig er bare ikke helt så holdbar som man kunne ønske sig. Så hvad gør man når det ikke lige spiller på boligfronten og det gør det hele lidt mere besværligt. Ja man venter med tålmodighed på at der lige falder den rigtige bolig ned fra himmelen.

Jeg har en andel på Østerbro som jeg har haft i 8år, så det var klart at det var ham der skulle flytte. Vi vidste dog ikke at det nu her et halvt år efter ikke lige var lykkedes at finde en ordentlig bolig. Det skal jo være både til at betale, og så helst ikke langt væk fra os. Selvom man ikke kan tillade sig at være kræsen, så er der dog nogle krav. Det helst skal være cykel afstand fra hvor jeg bor, og at den ikke skal være for dyr at sidde i, sådan fremad rettet.

Samtidig med at det hele skal kører så sidder man også men tankerne på, hvor meget kan man tillade sig at blande sig i hans liv og valg af bolig? Jeg tænker ofte over om jeg blander mig for meget, og siger ”gør det nu bare” uden at tænke over om han syntes det er pisse irriterende at jeg blander mig og lyder lidt som om jeg er hans mor. Men lad os bare være ærlige, så har jeg også brug for at kunne have mit hjem for mig selv i de weekender hvor han har vores søn. Sådan som konstellationen er lige nu så er han her i weekenderne hvor han har vores søn, og det gør jo at jeg enten skal sove et andet sted eller være her sammen med dem. Og selvom jeg elsker min søn over alt på jorden, så har jeg også brug for fred og ro ind i mellem, så det ville være rart hvis der ikke var en far og en søn i huset hver anden weekend.

Så selvom kommunikationen spiller, og vi er gode venner, så kan det hele virkelig godt være svært alligevel. Jeg er virkelig glad for at vi har klaret os, efter min egen mening så godt i det her kaos som det jo engang er. Det var slet ikke det jeg troede, den gang jeg havde tankerne om hvad nu hvis vi gik fra hinanden. Det skal lige siges at der både er blevet råbt, banket i bordet og grædt undervejs men det er altså lidt sejt at vi alligevel formår at være så gode venner som vi er i dag.  

Hvad gør man når forholdet brister? Del 2

Hvad gør man når forholdet brister? Del 2

Hvordan kommunikerer man når man går fra hinanden? Hvordan er det lige at man skal tale til, og om hinanden?

Vi er ikke længere kærester, vi siger ikke længere skat, vi siger hinandens navne. Det er virkelig underligt at han står der og taler til mig, og kalder mig ved navn, det har han enlig aldrig gjort. Det er virkelig noget man skal vænne sig til. Og her efter 6 måneder har jeg stadig ikke vænnet mig til det.

Det med at skulle fortælle andre om ens eks/faren til mit barn er enormt svær. Fordi han er jo min ekskæreste, men der er så mange der bliver skræmt af ordet ekskæreste, og på en måde er det jo også et ord, der siger noget om noget, der har været, noget der er gået i stykker. Derfor bruger jeg oftest ”min søns far” når jeg omtaler ham til folk der ikke kender ham, og det kan ind imellem være svært for folk at forstå, ”jamen hvorfor kalder du ham ikke bare din eks når han nu er det?” og de har jo ret, men i min verden skal man se frem, og ikke tilbage.

At sige min ekskæreste, det er at se tilbage. ”min søns far” det er nutidigt og fremtiden, fordi hvad end der kommer til at ske videre frem så er og vil han altid være min søns far! Det er der ikke nogen der kan komme og ændre på. Måske kommer der (forhåbentlig) en ny mand ind i billedet hos mig, men han vil aldrig blive min søns far, man har en rigtig far, og det er ham der har elsket en fra man var helt lille.

Når kommunikationen er svær og man ikke kan blive enige om hvem, hvad og hvornår. Så kan det til tider være svært ikke at skælde hinanden ud og sige grimme ting. De skænderier er der altid, dem kan man ikke komme udenom, selvom man prøver, så skal de være der! Jeg er sikker på at med vores ret så velfungerende kommunikation, så er det alligevel ikke umuligt at blive uvenner omkring nogle ting. For os har det mest være penge og tid der er blevet diskuteret. Nogle gange kan det være pisse svært at finde hoved og hale i hvordan man skal gebærde sig, og hvad man ikke skal gøre eller sige for at situationen optrappes.

Jeg har lært meget af det her, jeg har lært at man må vælge sine kampe. Man kan umuligt kæmpe alle kampene, fordi så er det der bærret flyder over og det går hen og bliver for surt. For mig er det pisse vigtigt at vi taler godt sammen, og at vi kan ses, så vores søn ser at mor og far er gode venner, de er bare ikke kærester længere og bor nu hver deres sted.

Hvad gør man når forholdet brister?

Hvad gør man når forholdet brister?

Hvad gør man enlig når man efter 5-års forhold mere eller mindre bliver enige om at gå hvert til sit? Hvordan skal tiden med vores barn fordeles, hvordan er kommunikationen, og hvad gør man når det hele ikke lige går efter planen?

Det er nogle af de spørgsmål jeg stillede mig selv i en periode op til bruddet, fordi det var de praktiske tanker der satte ind når hjernen og hjertet for en gangs skyld valgte at tale samme sprog.

Jeg vil i 3 blogs fortælle om de tanker jeg gik med, og hvordan vi som forældre valgte at klare den opgave, det er at gå fra hinanden uden at skabe store konflikter.

Skilsmisse det lyder så farligt og brutalt, ifølge Danmarks Statistik var der i 2017, 15.169 par der blev skilt. Dette er et helt vildt tal, og dette er bare registreret skilsmisser, og der tæller alle de ikke gifte forhold ikke med. Men hvorfor er der så mange der bliver skilt/går fra hinanden? Det er et spørgsmål vi nok aldrig får svaret på, og det gør som ment heller ikke så meget, fordi hver historie er forskellig. Men det der gælder for næsten dem alle, er at to der før elskede hinanden, ikke elsker hinanden længere.

Der er mange måder at elske på, man kan elske en kæreste/mand, man kan elske sit barn, man kan elske venner og familie. At elske har derfor mange skikkelser, og derfor kan man godt nogle gange glemme hvordan man elsker hinanden. Det er i hvert fald ofte den man hører især i børnefamilierne, hvor der desværre gik hverdag i den, og forholdt forliste i bleskift, fritidsaktiviteter, madlavning og tøjvask.

I mit eget tilfælde, så gik der desværre også hverdag i den, og de håb og drømme man havde om fremtiden de strandende inden de nåede over bunken af vasketøj, rengøring og alle hverdagens gøremål. Hvis jeg tænker efter, så tror jeg faktisk at min måde at elske min søns far på til sidst var som en ven. Vi havde det fint sammen. Vi skændes aldrig og havde enlig ikke de store op- og nedture, men vi var bare blevet venner i min verden, og det var ikke længere sådan jeg ønskede at leve mit liv. Selvom jeg jo enlig holdte meget af ham, og stadig gør det den dag i dag, så elskede jeg ham bare ikke mere fordi han var min kæreste, men fordi han var min søns far og min rigtig gode ven.

At komme til den erkendelse og tage det skidt at nu ville jeg simpelhent ikke mere, det var meget hårdt, og det var virkelig det hårdeste valg jeg nogensinde har taget i mit liv. Jeg skulle ikke bare tage en beslutning for mig selv, jeg skulle også tage den for ham og for vores søn. Jeg skulle lade vores søn vokse op som ”skilsmissebarn”. Jeg kommer selv fra en familie hvor begge forældre stadig er sammen, så det var lidt et tabu for mig, og det var ikke noget som jeg havde lyst til at dele med mine forældre til at starte med.

Jeg fortalte det først til mine forældre, 3 måneder efter vi havde besluttet at gå hvert til sit. Mine forældre tog det meget pænt. De har altid støttet mig, så det var jeg ikke i tvivl om, men jeg var så bange for hvad de ville tænke om mig når jeg havde truffet den beslutning. Vi valgt også først at fortælle vores søn det da hans far flyttede. Der var der gået ca. 3 måneder hvor vi havde sovet hvert for sig, og det havde han lagt mærke til, men ikke spurgt yderligere ind til det. Han var 4år, og havde derfor ikke det store kendskab til hvad ordet ”kærester” betyder, og det var også derfor svært for os at forberede ham på hvad der ville ske.

Da dagen kom, hvor hans far flyttede, var vores søn hos mine forældre. Det var pisse hårdt at se hans far ked af det, han var pisse bange for at vores søn skulle glemme ham, når nu det var ham der flyttede. Men for mig har det hele vejen igennem været meget vigtigt, at min søn og hans far har det bedste forhold til hinanden. Derfor er min dør altid åben, og han er velkommen så ofte han vil. Grundet hans arbejde er det ikke muligt for ham at have vores søn i hverdagen. Derfor er det mig der står med det fulde ansvar i hverdagen, og så kommer han en dag om ugen, og så hver anden weekend.

Jeg vidste at da jeg tog valgt om at vi skulle gå hvert til sit, så ville jeg skulle give afkald på stort set alt min fritid. Det er pisse hårdt at have et barn stort set hele tiden, men jeg beklager mig ikke. Jeg vidste hvad der fulgte med valgt som jeg tog, og derfor er der ingen beklagelser herfra. De ”friweekender” jeg har, de bliver brugt på at arbejde, så fritiden er knap. Den fritid jeg har, den skyldes mine helt fantastiske forældre der glædeligt har sønnike ind imellem så jeg kan pleje mig selv lidt. Det er jeg dem evigt taknemmelig for.