Hvad gør man når forholdet brister?

Hvad gør man enlig når man efter 5-års forhold mere eller mindre bliver enige om at gå hvert til sit? Hvordan skal tiden med vores barn fordeles, hvordan er kommunikationen, og hvad gør man når det hele ikke lige går efter planen?

Det er nogle af de spørgsmål jeg stillede mig selv i en periode op til bruddet, fordi det var de praktiske tanker der satte ind når hjernen og hjertet for en gangs skyld valgte at tale samme sprog.

Jeg vil i 3 blogs fortælle om de tanker jeg gik med, og hvordan vi som forældre valgte at klare den opgave, det er at gå fra hinanden uden at skabe store konflikter.

Skilsmisse det lyder så farligt og brutalt, ifølge Danmarks Statistik var der i 2017, 15.169 par der blev skilt. Dette er et helt vildt tal, og dette er bare registreret skilsmisser, og der tæller alle de ikke gifte forhold ikke med. Men hvorfor er der så mange der bliver skilt/går fra hinanden? Det er et spørgsmål vi nok aldrig får svaret på, og det gør som ment heller ikke så meget, fordi hver historie er forskellig. Men det der gælder for næsten dem alle, er at to der før elskede hinanden, ikke elsker hinanden længere.

Der er mange måder at elske på, man kan elske en kæreste/mand, man kan elske sit barn, man kan elske venner og familie. At elske har derfor mange skikkelser, og derfor kan man godt nogle gange glemme hvordan man elsker hinanden. Det er i hvert fald ofte den man hører især i børnefamilierne, hvor der desværre gik hverdag i den, og forholdt forliste i bleskift, fritidsaktiviteter, madlavning og tøjvask.

I mit eget tilfælde, så gik der desværre også hverdag i den, og de håb og drømme man havde om fremtiden de strandende inden de nåede over bunken af vasketøj, rengøring og alle hverdagens gøremål. Hvis jeg tænker efter, så tror jeg faktisk at min måde at elske min søns far på til sidst var som en ven. Vi havde det fint sammen. Vi skændes aldrig og havde enlig ikke de store op- og nedture, men vi var bare blevet venner i min verden, og det var ikke længere sådan jeg ønskede at leve mit liv. Selvom jeg jo enlig holdte meget af ham, og stadig gør det den dag i dag, så elskede jeg ham bare ikke mere fordi han var min kæreste, men fordi han var min søns far og min rigtig gode ven.

At komme til den erkendelse og tage det skidt at nu ville jeg simpelhent ikke mere, det var meget hårdt, og det var virkelig det hårdeste valg jeg nogensinde har taget i mit liv. Jeg skulle ikke bare tage en beslutning for mig selv, jeg skulle også tage den for ham og for vores søn. Jeg skulle lade vores søn vokse op som ”skilsmissebarn”. Jeg kommer selv fra en familie hvor begge forældre stadig er sammen, så det var lidt et tabu for mig, og det var ikke noget som jeg havde lyst til at dele med mine forældre til at starte med.

Jeg fortalte det først til mine forældre, 3 måneder efter vi havde besluttet at gå hvert til sit. Mine forældre tog det meget pænt. De har altid støttet mig, så det var jeg ikke i tvivl om, men jeg var så bange for hvad de ville tænke om mig når jeg havde truffet den beslutning. Vi valgt også først at fortælle vores søn det da hans far flyttede. Der var der gået ca. 3 måneder hvor vi havde sovet hvert for sig, og det havde han lagt mærke til, men ikke spurgt yderligere ind til det. Han var 4år, og havde derfor ikke det store kendskab til hvad ordet ”kærester” betyder, og det var også derfor svært for os at forberede ham på hvad der ville ske.

Da dagen kom, hvor hans far flyttede, var vores søn hos mine forældre. Det var pisse hårdt at se hans far ked af det, han var pisse bange for at vores søn skulle glemme ham, når nu det var ham der flyttede. Men for mig har det hele vejen igennem været meget vigtigt, at min søn og hans far har det bedste forhold til hinanden. Derfor er min dør altid åben, og han er velkommen så ofte han vil. Grundet hans arbejde er det ikke muligt for ham at have vores søn i hverdagen. Derfor er det mig der står med det fulde ansvar i hverdagen, og så kommer han en dag om ugen, og så hver anden weekend.

Jeg vidste at da jeg tog valgt om at vi skulle gå hvert til sit, så ville jeg skulle give afkald på stort set alt min fritid. Det er pisse hårdt at have et barn stort set hele tiden, men jeg beklager mig ikke. Jeg vidste hvad der fulgte med valgt som jeg tog, og derfor er der ingen beklagelser herfra. De ”friweekender” jeg har, de bliver brugt på at arbejde, så fritiden er knap. Den fritid jeg har, den skyldes mine helt fantastiske forældre der glædeligt har sønnike ind imellem så jeg kan pleje mig selv lidt. Det er jeg dem evigt taknemmelig for.

Skriv et svar